Filmen ‘Fight Club’ er en brutal fortælling om en plaget mand i det moderne, afstumpede samfund.
Verden er blevet er blevet et sted hvor al menneskelighed er druknet i kolde beregninger og falske følelser.
Edward Norton spiller en forsigtig bilforhandler med søvn problemer der tilfældigvis støder ind i sin dimentrale modsætning i skikkelse af sæbesælgeren Tyler Durden (Brad Pitt).
Sammen kaster de to sig ud i diverse slåskampe, som en form for terapi og en måde at klare dagligdagens problemer. Et koncept der spreder sig og de starter en hel gruppe af Fight Clubs.
(Overstående beskrivelse er lånt fra Kino.dk)
Den første regel i Fight Club er, at man ikke taler om Fight Club. Jeg er ked af, at jeg desværre må bryde denne regel nu, men uden dette brud på reglementet, ville jeg ikke have mulighed for, at fortælle jer hvor fantastisk en film Fight Club er.
Men Fight Club handler netop om at bryde regler, om at bryde sig løs fra sin trivielle dagligdag og om at tage nogle chancer her i livet. Fight Club handler IKKE bare om en klub hvor man slåsser med hinanden, men om at bryde ud af sin sikre, men ligegyldige bobbel, for at bryde ud af det fængsel og de rammer som samfundets regler og normer har opbygget.
Dette skildres også i Edward Nortons karakter, der i starten af filmen ikke ejer den fjerneste form for personlighed. I bund og grund er han blot en tom og hul skal, der lever livet på samfundets præmisser. Han aner ikke hvem han er, men han er desperat efter at have en identitet, så desperat at han prøver at få en igennem materialistiske goder, dette symboliseres tydeligt i den måde han har indretter sin lejlighed på, som kunne være en tro kopi af en side af et IKEA katalog. Men selv om han passer sit arbejde og spiller sin rolle i samfundet, føler han sig stadig som en identitetsløs outsider. Dette ændres dog gevaldigt, da han støder ind i Brad Pitt, der giver en pragtpræstation som Tyler Durden, giver ham et lille skub på vejen, der igennem resten af filmen vil vende op og ned på Nortons karakter. Sådan er det, når en ustoppelig kræft støder på et ustoppeligt objekt.
Men hvad er det der gør, at Fight Club er en god film? Er det mon Edward Norton og Brad Pitts præstationer? Det er det bestemt, for jeg kan overhoved ikke stå for Brad Pitts charmerende, men samtidig provokerende og røvfarlige fremtræden, i form af Tyler Durden. Let’s face it, vi ville alle ønske, at vi havde en Tyler Durden i os, som ville komme ud engang imellem, right? Men også selveste temaet som filmen bygger på, er fandens tiltalende, for hvem af os har ikke engang imellem følt at vi har begået os i en verden som slaver af systemet, hvor hverken penge eller arbejde har haft nogen reel betydning, men hvor vi mest af alt har været sulten efter eventyr og spænding?
Jeg ved at JEG har, og det er dét der gør Fight Club til mere end bare en almindelig film, nemlig at man kan identificere sig med den, da den fremprovokerer noget tankevækkende i os.
Fight Club handler om at rive sig løs og finde sig selv igen.
Under Vietnamkrigen sendes den unge amerikanske efterretnings-kaptajn Willard (Martin Sheen) på en hemmelig mission. Han skal med alle midler forsøge at eliminere den deserterede oberst Kurtz (Marlon Brando), som skjuler sig dybt inde i junglen. Willards rejse udvikler sig til en rejse dybt ind i selve krigens bizarre sjæl og illustrerer, måske bedre en noget andet, hvor absurd og rædselsvækkende denne krig var. 
Martin Scorseses tidsløse mesterværk med vel nok alletiders største skuespiller – Robert de Niro i titelrollen. 
